Den internationale kunstworkshop i Brande blev grundlagt i forbindelse med byens vidt berømte gavlmaleriers 25-års jubilæum i 1993.
En af byens ildsjæle – Birgit Vinge – fik idéen til at samle en gruppe internationale kunstnere i byens gamle ikoniske remisebygning, der stod tom og forladt efter det store brunkulseventyr under og efter 2. verdenskrig. Tanken var, at internationale kunstnerne fra hele verden skulle inviteres til Brande for i et par uger at med deres kunst i den gamle remisebygning.
Der arbejdedes sideløbende på at omdanne remisen til et kultur- og mødested.
Der var ikke langt fra tanke til handling, og i 1993 blev den første udgave af International Art Workshop afviklet med stor succes. Det blev en årligt tilbagevendende begivenhed i byen.
Remisebygningen blev forvandlet ved en omfattende renovering og i 2006 blev dørene åbnet til Brandes nye kunst- og kulturcenter. Stedet blev drevet som en fond, som skulle tjene penge til driften. Dermed blev det også økonomisk vanskeligt fortsat at afvikle International Art Workshop, da remisen var lejet ud til møder, arrangementer og fester. I 2009 blev den sidste udgave af workshoppen afviklet i RemisenBrande, og dermed sluttede æraen i Brande.
Landsbyen Gludsted tog over og videreførte International Art Workshop fra 2010 – 2019 i landsbyens skole, hvor de stoppede.
Nu er tiden kommet til atter at vende retur til Brande – denne gang i relanceret form som Brande Biennale.