At en kunstbiennale nu slår rod i Brande er ikke nogen tilfældighed. Brande er nemlig kendt viden om for sin righoldige kunst i det åbne rum, sin mangfoldighed, kulturelle rigdom og kunstneriske engagement. Den midtjyske by, vil derfor danne den perfekte ramme for unikke og berigende kunstoplevelser for både kunstnere og publikum.
Siden opførelsen af de spektakulære gavlmalerier i 1968 har kunsten ikke sluppet sit tag i byen, hvor den nyder stor lokal opbakning. Kunsten udgør en helt naturlig del af bybilledet – og det er noget byens borgere har fået ind med modermælken.
I 1969 blev Brande udnævnt til ”Årets By i Danmark” og i 1970 fulgtes succesen op med fem Nordiske gavle. Events som fx Swinging Europe, International Art Workshop fra 1993 – 2010 og de meget besøgte Street Art-festivaler siden 2015 har for alvor sat byen på det kunstneriske landkort. Der er således skabt en stærk tradition for kunst i det åbne rum i Brande. Kunsten udgør i dag en helt naturlig del af bybilledet, og de mange kunstværker, der står i det fri og kan besøges døgnet rundt, tiltrækker årligt en lang række gæster til byen.
Brande by – fra hedeland til kunstby og innovativt erhvervområde
Brande blev født på mager agerjord, hvor man måtte knokle for at forsørge en familie på den oprindelige hedejord. Denne arbejdsomhed går igen i byens stolte historie op gennem tiden, hvor den lille by på heden voksede sig stor med tilgang af industri, som fx tekstil, kartoffelmel og driftige håndværksmestre – godt hjulpet på vej af byens nye status som jernbaneknudepunkt, og af brunkulseventyret fra 1940 – 1970. I årene omkring 2. verdenskrig var Brande således Danmarks største godsbanegård – målt på tonnage.
Innovation og iværksætteri har også gennem årene præget byen. Foruden kunsten er Brande og omegn også kendt for innovation og iværksætteri. Den mindre stationsby på heden er således blevet hjemsted for en række store og succesrige internationale virksomheder inden for bl.a. grøn energi, tekstilindustri, fødevareingredienser, fiskefoder, stålproduktion, økologisk landbrug, etc.
Med Brande Biennale er det vores ambition – på sigt – at bringe kunsten endnu tættere på virksomhederne ved at skabe rammerne for og initiere et kunstnerisk samarbejde.