Brande Biennale 2023
– et nyt internationalt netværkssamarbejde med kunsten i centrum

Tema: ”Sprænger rammer for nytænkning”

Midtjyske Brande slår endnu engang dørene op til et kunstevent, hvor udvalgte internationale billedkunstnere fra Europa inviteres til at deltage i en spændende kunstevent med international netværksdannelse. Eventet vil blive afviklet som en biennale, der finder sted fra den 21. september til 1. oktober 2023.

Via en bevilling fra Europæisk Kulturregions Mikropulje til udvikling af projektet fik projektgruppen mulighed for sammen at besøge 2022-udgaven af La Biennale i Venedig. Det var meget givende, for besøget bød på masser af inspiration og idéer til form og retning – herunder også en fælles forståelse for, hvordan en biennale kan skaleres til Brande-forhold.

International Art Workshop

Efter 18 spændende år med International Art Workshop i Brande og efterfølgende 9 gode år i landsbyen Gludsted er det Brande Biennale’s ønske og ambition at gentænke og løfte barren for de kunstneriske ambitioner til et endnu højere plan – nu atter tilbage i Brande.

Vi ønsker fortsat at tage afsæt i International Art Workshops grundlæggende koncept med deltagelse af professionelt uddannede internationale kunstnere. I år bliver det med deltagelse af 12 kunstnere fra Europa.

Brande – kunst | innovation | iværksætteri

Brande er i forvejen kendt for sin righoldige kunst i det åbne rum, og siden opførelsen af gavlmalerier og digtergavle tilbage i 1968 har kunsten ikke sluppet sit tag i byen, hvor den nyder stor lokal opbakning.

Events som Swinging Europe, International Art Workshop fra 1993 – 2010 og de meget besøgte Street Art- festivaler siden 2015 har for alvor sat byen på det kunstneriske landkort. Der er således skabt en stærk tradition for kunst i Brande, og kunsten udgør i dag en helt naturlig del af bybilledet. Brandes kunstværker står i det fri og tiltrækker årligt en lang række gæster til byen.

Området er også kendt for innovation og iværksætteri, og den mindre stationsby på heden er blevet hjemsted for en række store og succesrige internationale virksomheder inden for bl.a. grøn energi, tekstilindustri, fødevareingredienser, fiskefoder, stålproduktion, økologisk landbrug, etc. Det er vores ambition på sigt at bringe kunsten endnu tættere på virksomhederne ved at initiere et kunstnerisk samarbejde via Brande Biennale.

Hvorfor en biennale?

Baggrunden for valget af en biennale er, at vi ønsker et kontinuerligt forløb, hvor der er tilstrækkelig tid til at evaluere resultaterne af workshoppen i forhold til det kunstneriske perspektiv, og vurdere effekten af samarbejdet med erhvervslivet og lokalsamfundet.

Når festivalen finder sted hvert andet år, kan vi bruge pausen til eftertænksomhed, så vi sikrer en til stadighed høj kunstnerisk kvalitet og løbende videreudvikling af workshoppen.

Motivation

  • Vi ønsker at omdanne International Art Workshop til et endnu større kunstevent, som kan skabe genklang rundt omkring i verden for Brande by, for regionen og for dansk kunst som helhed
  • Vi er nysgerrige på at få en kunstnerisk fortolkning af byens innovative, driftige højteknologiske virksomheder, som måske kan bibringe en anden forståelse af de respektive virksomheders forretningsmæssige muligheder, etc.
  • Vi ønsker at fastholde dele af det oprindelige koncept fra tidligere workshops i form af international netværksdeling i et fælles kunstnerisk arbejdsrum
  • Vi ønsker på sigt at koble dynamiske internationale virksomheder med kunsten, fordi vi gerne vil afprøve, hvad der sker, når en kunstner indtager en virksomheds rum og dermed bringer kreativiteten ind i en driftsorienteret professionel hverdag
  • Vi tror på, at det i en travl, fokuseret og innovativ hverdag kan være gavnligt og sundt for både virksomhed og kunstner at blive ”prikket til” og inspireret af hinanden. Det flytter barrierer og kan måske endda sprænge rammer for nytænkning – i virksomheder, i kunstverdenen og i samfundet.

De aktuelle planer for International Art Workshop | Brande Biennalen 2023

  • Den første workshop som biennale, finder sted i perioden fra 21. september – 1. oktober 2023 Der bliver deltagelse af tolv kunstnere fra Europa – heraf: 3 unge (25 – 35 år) | 3 danske | 3 nordiske | 3 europæiske kunstnere
  • Det er målet, at workshoppen skal løfte kunsten for lokalområdets og regionens kunstnere og på sigt generere nye kulturbrugere til kunstmuseer og kunsthaller
  • Workshoppen finder sted i centralt beliggende lokaler i Brande, som stilles til rådighed for det åbne arbejdende værksted under workshoppen. Her vil gæster udefra kunne få adgang og se kunstnerne arbejde med deres værker
  • På workshoppens sidste dag, udbydes værkerne til salg
  • Efter workshoppen påtænker vi, at de værker kunstnerne ikke får solgt, bliver udstillet i et galleri i byen. Vi er p.t. i dialog om et muligt galleri i forbindelse med det nye midtby-udviklingsprojekt: ”Gennembruddet”, som bla. RealDania er meget engageret i.

Workshoppen

12 kunstnere vil arbejde med at skabe deres værker i det fælles værksted/atelier. Her vil de hver især arbejde med deres individuelle kunst – side-om-side med kunstnere fra andre lande og få lejlighed til at netværke og inspirere hinanden i løbet af de ti dage, workshoppen varer.

Offentlig adgang

Besøgende får adgang til en særlig kunstoplevelse, når de dagligt kan se kunsterne i aktion i løbet af biennalen. Det kommer såvel lokalbefolkningen som kunstinteresserede gæster fra resten af Danmark og områdets turister til gavn, for vi vil selvfølgelig sørge for effektiv markedsføring af Brandes nye kunstbiennale.

Vilkår for deltagere i workshoppen

Samtlige deltagere får ophold, kost og logi betalt. Rejsen sker for egen regning. Den enkelte kunstner kan maksimalt deltage på workshoppen to gange.

Workshopdeltagere

Den enkelte kunstner får materialer betalt for et beløb på op til kr. 2.000,00.

Brande Biennalen vælger – i lighed med tidligere år – uden beregning ét kunstværk fra hver af kunstnerne som en form for ”betaling” for deltagelsen. Værket indgår i en kunstbeholdning, der kan sælges til medfinansiering af efterfølgende biennaler.

Kunstnernes værker sættes til salg. Indtægten herfra går til den enkelte kunstner med et formidlingshonorar til Brande Biennalen.

Indkvartering og forplejning

Alle kunstnerne indkvarteres i velegnede lokaler, der tidligere har huset det gamle sygehus, og som i dag er et hyggeligt vandrerhjem. Her får de adgang til egne værelser og fællesarealer, hvor de kan netværke.

Forplejningen består af tre måltider dagligt – morgenmad, frokost og aftensmad.

Herudover vil der naturligvis være en del sociale og kunstneriske arrangementer i løbet af workshoppen for at inspirere kunstnerne og for at få dem rystet godt sammen.